Speeches 40 years

mette bryndumJulen 1974 besluttede Tvinds lærergruppe at bygge vindmøllen.  Det var en praktisk beslutning: Vi havde oplevet oliekrisen i ’73, hvor priserne på 1 tønde olie steg fra 3 dollar til næsten 12 dollar.

Statens planer var, at Danmark skulle have atomkraft. Der var udpeget 5 steder i Danmark, hvor der skulle ligge A-kraftværker.

For os var det tydeligt, at Danmark havde brug for vedvarende energi. Vi syntes ikke, der var brug for endnu en problemfyldt energiforsyning, især ikke en teknisk løsning, hvor der ikke var nogen løsning på affaldsproblemet – affald der ville være et problem i tusinder af år frem for de kommende generationer.

Annoncen
Tvinds lærergruppe satte en annonce i avisen:

”Vindmøllebyggere søges -
Hvem vil deltage i at bygge en 54 meter høj vindmølle på Tvindskolerne? Uddannede og ikke uddannede Møllebyggere søges til øjeblikkelig start.
Processen forventes at vare 5 måneder.”

Mølleholdet kom til at bestå af mange forskellige folk. Det var bl.a. lærere, bønder, blikkenslagere, højskoleelever, kunstnere, tømrere, apotekere, arbejdsløse, digtere, ingeniører og mange flere.
Vores gennemsnitsalder var 21 år. Ca. halvdelen af holdet var piger.
Jeg selv var 15 år og netop færdig med 9.klasse. Jeg kom på vingeholdet, nærmere bestemt i vingeroden, sammen med bl. a. Joep - en kunstner fra Holland - og Janne.
Mølleholdet var en broget flok.
Men - Vi havde alle én ting til fælles: Ingen af os vidste, hvordan vi skulle bygge en vindmølle.

Vi besluttede:
Det vi ikke forstod - skulle vi gøre forståeligt
Det vi ikke vidste – skulle vi undersøge
Det vi ikke kunne gøre – måtte vi lære

Vi var de ansvarlige og vi var nødt til at forstå, hvorfor alting blev lavet som det gjorde.
Vi skulle forstå, hvilke forbehold der var i udregningerne og hvorfor.
Vi skulle forstå, hvilke kræfter vi regnede med og hvorfor.
Hver eneste detalje skulle tænkes igennem.
Det viste sig hurtigt, at det var en klog strategi.

Den færdigblandede beton, der skulle bruges til fundamentet, viste sig at være så dyr, at den ville slå bunden fuldstændigt ud af budgettet. Den eneste udvej var at købe en kæmpestor brugt betonblander, nærmest en betonfabrik. Og at blande betonen selv.
Når vi blandede betonen, var 1 liter vand for meget nok til at ødelægge 1,5 kubikmeter beton. Derfor udpegede vi 3 personer til at få ”betonblander-kørekort”.

At udstede kørekort var noget vi indførte for alt mekanisk og alle farlige maskiner. Man studerede og gik til eksamen. Ved eksamen viste man, at man forstod alle sikkerheds- og kvalitetskrav. Derefter fik man ”kørekort”.
Jeg havde selv kørekort til den lille pølsemaskine, og jeg kan stadigvæk huske hvor stolt jeg var, da jeg fik araldit-blander kørekortet. 

At stole på egne kræfter blev praktiseret i store og små spørgsmål.
Stol-på-egne-kræfter politikken rakte langt ind i de tekniske løsninger, f. eks. da vingerne blev designet:
Ingeniøren som vi havde hyret, skulle på et byggemøde med hele mølleholdet forklare, hvorfor han havde valgt netop det design, han præsenterede.
Mølleholdet var ikke tilfredse med hans forklaring.
Vi bestemte at finde én, der kunne rådgive os. Vi fandt Ulrich Hütter i Stuttgart, en tysk professor i areodynamik, som havde konstrueret den tids største moderne mølle: En 100 kWh mølle med 17,5 meter lange vinger.  Han bekræftede vores mistanke om, at de tegninger vi havde fået fremvist, slet ikke var gode nok. 

Et andet eksempel på stol-på-egne-kræfter politikkens løsningskapacitet var omkring tårnet.
Tårnet skulle støbes i en glideforskalling, som skulle bevæge sig opad uafbrudt i 3 uger under hele støbningen af tårnet. For at forberede os byggede vi en lille model i ler i det nøjagtige størrelsesforhold. Da vi skulle komme jernet ned i vores lille model, kunne vi ikke få plads til alt det jern, der skulle ind i betonen. Der var jern tilovers. Og der var slet ikke plads til betonen.
Så gik vi selv i gang med at regne efter og der viste sig en fejl i beregningerne.

Jeg glemmer heller aldrig, da vi var færdige med den første vinge.  Der var mærkeligt tomt i vores glasfiber depot. Vi talte glasruller og opdagede, at vores ”fede” vingerod - vingeroden, hvor jeg jo arbejdede, var et ordentligt tykt rør - dette tykke rør var ikke medregnet i materialeforbrug og vægt. Det betød at den første vinge vejede 3,3 tons mere end beregnet og at der næsten ikke var mere glasfiber tilbage.
Vi løste det – men vi svedte ….
Stol-på-egne-kræfter politikken og sammenholdet var afgørende for resultatet.

Inspiration og græsrodsbevægelse
Da vi startede med at bygge møllen i maj 1975, fortalte vi ikke en masse om det i medierne. Vi tænkte at det var bedre, at offentligheden opdagede projektet bit by bit efterhånden som det skred frem. Det var præcis det der skete.
Den første artikel var i en af lokalaviserne i juni 75. Da vi var færdige med fundamentet, havde møllen været i alle de store landsdækkende aviser.

Vi begyndte at få en masse gæster. Vi parkerede to busser ved siden af byggepladsen – gæstebusser - hvor vi serverede te for gæsterne.
Busserne blev hurtigt et center for alverdens diskussioner. Vi havde en eller to fra mølleholdet hver dag til at passe gæstebussen. 
Snart var det nødvendigt med tre i gæstebussen, og da begyndte vi at ”låne” folk fra de andre hold på Tvind til at passe bussen.

Starten af dette store vindmøllebyggeri rørte noget i folk. Folk ville have, at det skulle lykkes for os.
Folk ville også gerne bidrage
med hjælp,
med ideer,
med billige løsninger.
Nogle gange med gaver.

I gæstebussen blev der diskuteret store og små spørgsmål. På et tilbagevendende spørgsmål: ”Hvorfor vil I kun lave varmt vand? ” ”Hvorfor laver I ikke strøm? ” var svaret at vores problem var, at vi ikke kunne styre møllens omdrejninger.
En dag kom en gæst og sagde: ”Hvorfor laver I ikke en frekvensomformer? Jeg kan designe en til jer, og mine elever kan bygge den til jer.” Det var en professor fra Danmarks Tekniske Universitet.  Han hed Ulrik Krabbe. Ulrik Krabbe hjalp os også med at finde en meget billig gearkasse og en generator.
Det var heldigt…
Men det var ikke kun held: Sammen med den store mængde af mennesker, der besøgte os, strømmede de gode ideer i vores retning. Folk med viden og ideer blev tiltrukket af vores byggeplads - som bier til honning. Vi var visionære og vi viste et glimt af en mulig fremtid, og de fleste folk der møder visionen om fremtiden, vil gerne hjælpe med at realisere den.

Folk kom også og søgte vores råd til projekter, de selv ville sætte i søen.
På et tidspunkt gik det op for os, at vi blev nødt til at gøre mere for de folk som kom og søgte vores råd.  Derfor åbnede vi et energikontor: ”Vestjydsk Energikontor”, hvor folk kunne få design og råd omkring vedvarende energi.
I slutningen af byggeriet af møllen kom der op til 3000 gæster om dagen.

Afslutning af byggeriet
Som jeg sagde tidligere, så havde vi regnet med at byggeriet ville tage 5 måneder. Det endte med at tage år. Projektet ændrede sig undervejs. Meget blev nytænkt og designet om, ikke mindst krævede det nye koncept med at producere strøm i stedet for varmt vand meget mere komplicerede konstruktioner.
Prisen steg også. Da vi startede, var budgettet omkring 850.000 kr. Den endelige pris for vindmøllen endte på ca. 6,5 millioner.
Undervejs søgte vi alle tænkelige fonde for at få hjælp til finansieringen af projektet, men vi fik ikke midler fra andre fonde. Igen var stol-på-egne-kræfter politikken afgørende. Det var i sidste ende Tvinds Lærergruppe, der tjente alle pengene og betalte for hele byggeriet.

Beslutsomhed og fokus
Under hele byggeriet var der en holdning, der var helt og totalt fremherskende:
Vi var 100 % overbeviste om, at vi ville og kunne bygge møllen færdig. Lige meget hvilke vanskeligheder vi mødte på vores vej, så ville vi overvinde dem. Jeg kan overhovedet ikke huske en fornemmelsen af tvivl - på noget tidspunkt. Selvfølgelig ville det lykkes.





Til slut
Der er mange, mange fortællinger som vi ikke kan nå at dele ud af her - men I er velkomne til at spørge:
Om hvordan vi opfandt faldskærme som sikkerhedssystem i vingespidserne
Om hvordan fik vingerne på plads
Om hvordan vi bar en vinge ud og ind og ud igen
Om hvordan vi lærte at arbejde i stål
Det kunne blive ved

Og her 40 år efter det første spadestik har møllen kørt en masse god energi i hus på mange niveauer:
I hjerterne
I vores mod på at tage nye og andre udfordringer op
I vores sammenhold
Og som et vigtigt lærestykke til den næste generation.

Tak





Julen 1974 besluttede Tvinds lærergruppe at bygge vindmøllen.  Det var en praktisk beslutning: Vi havde oplevet oliekrisen i ’73, hvor priserne på 1 tønde olie steg fra 3 dollar til næsten 12 dollar.

Statens planer var, at Danmark skulle have atomkraft. Der var udpeget 5 steder i Danmark, hvor der skulle ligge A-kraftværker.

For os var det tydeligt, at Danmark havde brug for vedvarende energi. Vi syntes ikke, der var brug for endnu en problemfyldt energiforsyning, især ikke en teknisk løsning, hvor der ikke var nogen løsning på affaldsproblemet – affald der ville være et problem i tusinder af år frem for de kommende generationer.

Annoncen

Tvinds lærergruppe satte en annonce i avisen:

”Vindmøllebyggere søges -

Hvem vil deltage i at bygge en 54 meter høj vindmølle på Tvindskolerne? Uddannede og ikke uddannede Møllebyggere søges til øjeblikkelig start.

Processen forventes at vare 5 måneder.”

Mølleholdet kom til at bestå af mange forskellige folk. Det var bl.a. lærere, bønder, blikkenslagere, højskoleelever, kunstnere, tømrere, apotekere, arbejdsløse, digtere, ingeniører og mange flere.

Vores gennemsnitsalder var 21 år. Ca. halvdelen af holdet var piger.

Jeg selv var 15 år og netop færdig med 9.klasse. Jeg kom på vingeholdet, nærmere bestemt i vingeroden, sammen med bl. a. Joep - en kunstner fra Holland - og Janne.

Mølleholdet var en broget flok.

Men - Vi havde alle én ting til fælles: Ingen af os vidste, hvordan vi skulle bygge en vindmølle.

Vi besluttede:

Det vi ikke forstod - skulle vi gøre forståeligt

Det vi ikke vidste – skulle vi undersøge

Det vi ikke kunne gøre – måtte vi lære

Vi var de ansvarlige og vi var nødt til at forstå, hvorfor alting blev lavet som det gjorde.

Vi skulle forstå, hvilke forbehold der var i udregningerne og hvorfor.

Vi skulle forstå, hvilke kræfter vi regnede med og hvorfor.

Hver eneste detalje skulle tænkes igennem.

Det viste sig hurtigt, at det var en klog strategi.

Den færdigblandede beton, der skulle bruges til fundamentet, viste sig at være så dyr, at den ville slå bunden fuldstændigt ud af budgettet. Den eneste udvej var at købe en kæmpestor brugt betonblander, nærmest en betonfabrik. Og at blande betonen selv.

Når vi blandede betonen, var 1 liter vand for meget nok til at ødelægge 1,5 kubikmeter beton. Derfor udpegede vi 3 personer til at få ”betonblander-kørekort”.

At udstede kørekort var noget vi indførte for alt mekanisk og alle farlige maskiner. Man studerede og gik til eksamen. Ved eksamen viste man, at man forstod alle sikkerheds- og kvalitetskrav. Derefter fik man ”kørekort”.

Jeg havde selv kørekort til den lille pølsemaskine, og jeg kan stadigvæk huske hvor stolt jeg var, da jeg fik araldit-blander kørekortet. 

At stole på egne kræfter blev praktiseret i store og små spørgsmål.

Stol-på-egne-kræfter politikken rakte langt ind i de tekniske løsninger, f. eks. da vingerne blev designet:

Ingeniøren som vi havde hyret, skulle på et byggemøde med hele mølleholdet forklare, hvorfor han havde valgt netop det design, han præsenterede.

Mølleholdet var ikke tilfredse med hans forklaring.

Vi bestemte at finde én, der kunne rådgive os. Vi fandt Ulrich Hütter i Stuttgart, en tysk professor i areodynamik, som havde konstrueret den tids største moderne mølle: En 100 kWh mølle med 17,5 meter lange vinger.  Han bekræftede vores mistanke om, at de tegninger vi havde fået fremvist, slet ikke var gode nok. 

Et andet eksempel på stol-på-egne-kræfter politikkens løsningskapacitet var omkring tårnet.

Tårnet skulle støbes i en glideforskalling, som skulle bevæge sig opad uafbrudt i 3 uger under hele støbningen af tårnet. For at forberede os byggede vi en lille model i ler i det nøjagtige størrelsesforhold. Da vi skulle komme jernet ned i vores lille model, kunne vi ikke få plads til alt det jern, der skulle ind i betonen. Der var jern tilovers. Og der var slet ikke plads til betonen.

Så gik vi selv i gang med at regne efter og der viste sig en fejl i beregningerne.

Jeg glemmer heller aldrig, da vi var færdige med den første vinge.  Der var mærkeligt tomt i vores glasfiber depot. Vi talte glasruller og opdagede, at vores ”fede” vingerod - vingeroden, hvor jeg jo arbejdede, var et ordentligt tykt rør - dette tykke rør var ikke medregnet i materialeforbrug og vægt. Det betød at den første vinge vejede 3,3 tons mere end beregnet og at der næsten ikke var mere glasfiber tilbage.

Vi løste det – men vi svedte ….

Stol-på-egne-kræfter politikken og sammenholdet var afgørende for resultatet.

Inspiration og græsrodsbevægelse

Da vi startede med at bygge møllen i maj 1975, fortalte vi ikke en masse om det i medierne. Vi tænkte at det var bedre, at offentligheden opdagede projektet bit by bit efterhånden som det skred frem. Det var præcis det der skete.

Den første artikel var i en af lokalaviserne i juni 75. Da vi var færdige med fundamentet, havde møllen været i alle de store landsdækkende aviser.

Vi begyndte at få en masse gæster. Vi parkerede to busser ved siden af byggepladsen – gæstebusser - hvor vi serverede te for gæsterne.

Busserne blev hurtigt et center for alverdens diskussioner. Vi havde en eller to fra mølleholdet hver dag til at passe gæstebussen. 

Snart var det nødvendigt med tre i gæstebussen, og da begyndte vi at ”låne” folk fra de andre hold på Tvind til at passe bussen.

Starten af dette store vindmøllebyggeri rørte noget i folk. Folk ville have, at det skulle lykkes for os.

Folk ville også gerne bidrage
med hjælp,

med ideer,

med billige løsninger.

Nogle gange med gaver.

I gæstebussen blev der diskuteret store og små spørgsmål. På et tilbagevendende spørgsmål: ”Hvorfor vil I kun lave varmt vand? ” ”Hvorfor laver I ikke strøm? ” var svaret at vores problem var, at vi ikke kunne styre møllens omdrejninger.

En dag kom en gæst og sagde: ”Hvorfor laver I ikke en frekvensomformer? Jeg kan designe en til jer, og mine elever kan bygge den til jer.” Det var en professor fra Danmarks Tekniske Universitet.  Han hed Ulrik Krabbe. Ulrik Krabbe hjalp os også med at finde en meget billig gearkasse og en generator.

Det var heldigt…

Men det var ikke kun held: Sammen med den store mængde af mennesker, der besøgte os, strømmede de gode ideer i vores retning. Folk med viden og ideer blev tiltrukket af vores byggeplads - som bier til honning. Vi var visionære og vi viste et glimt af en mulig fremtid, og de fleste folk der møder visionen om fremtiden, vil gerne hjælpe med at realisere den.

Folk kom også og søgte vores råd til projekter, de selv ville sætte i søen.

På et tidspunkt gik det op for os, at vi blev nødt til at gøre mere for de folk som kom og søgte vores råd.  Derfor åbnede vi et energikontor: ”Vestjydsk Energikontor”, hvor folk kunne få design og råd omkring vedvarende energi.

I slutningen af byggeriet af møllen kom der op til 3000 gæster om dagen.

Afslutning af byggeriet

Som jeg sagde tidligere, så havde vi regnet med at byggeriet ville tage 5 måneder. Det endte med at tage år. Projektet ændrede sig undervejs. Meget blev nytænkt og designet om, ikke mindst krævede det nye koncept med at producere strøm i stedet for varmt vand meget mere komplicerede konstruktioner.

Prisen steg også. Da vi startede, var budgettet omkring 850.000 kr. Den endelige pris for vindmøllen endte på ca. 6,5 millioner.

Undervejs søgte vi alle tænkelige fonde for at få hjælp til finansieringen af projektet, men vi fik ikke midler fra andre fonde. Igen var stol-på-egne-kræfter politikken afgørende. Det var i sidste ende Tvinds Lærergruppe, der tjente alle pengene og betalte for hele byggeriet.

Beslutsomhed og fokus

Under hele byggeriet var der en holdning, der var helt og totalt fremherskende:

Vi var 100 % overbeviste om, at vi ville og kunne bygge møllen færdig. Lige meget hvilke vanskeligheder vi mødte på vores vej, så ville vi overvinde dem. Jeg kan overhovedet ikke huske en fornemmelsen af tvivl - på noget tidspunkt. Selvfølgelig ville det lykkes.

Til slut

Der er mange, mange fortællinger som vi ikke kan nå at dele ud af her - men I er velkomne til at spørge:

Om hvordan vi opfandt faldskærme som sikkerhedssystem i vingespidserne

Om hvordan fik vingerne på plads

Om hvordan vi bar en vinge ud og ind og ud igen

Om hvordan vi lærte at arbejde i stål

Det kunne blive ved

Og her 40 år efter det første spadestik har møllen kørt en masse god energi i hus på mange niveauer:

I hjerterne

I vores mod på at tage nye og andre udfordringer op

I vores sammenhold

Og som et vigtigt lærestykke til den næste generation.

Tak