Speeches 40 years


Ole Friis,Windmill builderOle Friis, windmill builder (Kommer snart på Dansk)

Hello, everyone

In 1975 we in the Windmill Team said that it was realistic that 10 % of Denmark’s power consumption could be covered by wind. This is something we said on a good day, and because we were filled to the brim with self-confidence. In between, we also believed it ourselves. I doubt that many Danes believed this statement.

But ... In this age 40 % of our power comes from windmills. This is an increase of 1% a year over 40 years, so we have everything to expect. At the start of the build not many had much faith in that bunch of semi-freaks out in Tvind, neither people from different parts of industry, groups of engineers, nor fans off nuclear power.
They said, --"That power will surely be much too expensive ... "
They said, --"It is absolutely not possible to build such a large windmill."
They said, --or maybe they only thought so, --They will surely break their necks.
They were wrong.
So did we know how wrong things would go with our climate now 40 years after we cut the first sod?
No ...
But we knew that fossil fuel would run out -- sooner or later
We knew that the price of energy would sky-rocket -- sooner or later
And we knew it was wise to stay clear of nuclear power because accidents would happen –¬ we knew there would be an accident -- sooner or later.
The windmill build started in year 0 for big windmills.

There were no windmill standards.
 
There were no data programmes for claculating neither tower nor wings.
And no one had made fibre glass wings before.
We started from scratch, so to speak, where the Teacher Group and the Windmill Team went hand in hand, not only in harmony, but for better and worse with tasks that were always more difficult than we could solve -- just until we had solved them.
And believe you me, it sometimes took our breath away when we realized how big the tasks were.  
But we succeeded, the Windmill Team, mainly volunteers. Young people, many without practical experience, but all going for the windmill and all doing our very best. Like everyone else in Tvind we were impatient and wanted to finish the windmill as soon as possible without ever compromising quality and safety. To us that meant. For us that meant long work days and horny hands. Our demands to quality and safety decided how the work was organized, and not everywhere on the site understood this necessity.
Now, 40 years after the build started, there is an old, but still fine windmill. It has long since been overtaken, both in regard to technology and size. It was designed to last for 30 years and was the starting signal for Denmark’s windmill adventure. And just imagine ...
.. .In December ... d. 21. of December 2013, windmills in Denmark produced more than 100% of the power which was used.
Just imagine.
Congratulations to all of us!

 


 

 

Jens Bjoern Henriksen, Windmill teamJens Bjørn, Mølleholdet.

Tak for ordet. 40 år - Det nytter at gøre noget.
Jeg var som mange andre inkarneret atomkraftmodstander og jeg tænkte: Det kan man ikke kun være i ord, man må også være det i handling. Jeg var ung, uddannet maskinarbejder. Jeg tog til Tunø for at bygge Tunø-møllen sammen med ingeniør Hans Jørgen Laursen og smeden derovre, Thomas Nørgaard.  Det blev aldrig til noget, men så en dag så min søster en annonce i avisen, hvor de søgte møllebyggere, og det var jo lige mig, så jeg søgte ind heroppe, og jeg er rigtig glad for at jeg kom med på mølleholdet. Det var her jeg kunne udrette noget og der var et fantastisk sammenhold på mølleholdet.
Jeg vil gerne fortælle et par episoder fra vores hverdag:
Vi havde fået tårnet op og vi skulle løfte møllehatten op. Den stod på jorden og vi havde gjort den klar. Det eneste der var i hatten, var generatoren. Generatoren vejede 12 tons, og den sad helt ude i bagenden. Der var ikke noget i den anden ende. Til at løfte var der to store gittermast kraner.
Hatten bliver hejst op og imens står Johannes og jeg oppe i toppen af tårnet sammen med Egon, som styrede de 2 store kraner sammen med Palle. Og hatten kommer ind over tårnet, og den lander over det store leje, og skørtet kommer nedover, og det bliver lige pludseligt helt mørkt, og jeg tænkte Gud! Men Egon har fuldstændig tjek på hvad han og Palle gør. De styrede hver sin kran og styrede hatten henover boltehullerne så vi kunne begynde at spænde på de store møtrikker. Vi gik i gang. Knap var der gået 5 minutter, så siger Egon: ”Så nu går jeg til frokost!” Og vi står der! Vi vidste vi skulle have spændt de store bolte med 215 kpm og tro mig: Hvis I spørger mig i dag, kan jeg forsikre jeg om at samtlige momenter var helt nøjagtige.  Vi gik så meget op i at få det nøjagtigt, så det at møllen står der i dag skyldes, at vi var et hold som ville det og som gik kontant op i det.  
Men Egon går altså ned og vi står der og sveder for der sad altså 12 tons der bagude, og hvad med kranerne? Ja vi regnede da med at de kunne holde hatten, og det lykkedes sgu.
Nu var hatten kommet op og kranerne begyndte at blive taget ned, og jeg husker ikke hvor lang tid der var gået, men så skulle gearkassen hejses op. Det var med den lange kran, og der var bare én. Gearkassen stod der på parkeringspladsen. Der havde den stået i lang tid. Den vejede 17 tons – troede vi. Lige ind til kranmanden fik fat og siger til os, at den vejer 25 tons. Det viste kranen. Jeg stod oppe i hatten og jeg husker ikke hvem det var der sagde det, det var måske Egon, som igen skulle være med til at styre kranen. Og så blev der helt stille. For nu måtte ingeniørerne i gang med at beregne. Altså, der var jo de 12 tons der bagude, og nu skulle de 25 tons, som ikke var støttetons, op i den samme ende, og der var ikke noget nav og vinger og alt mulig andet i den anden ende. Sådan tænkte jeg. Og jeg ved ikke hvad ingeniørerne tænkte, i hvert fald arbejdede de på højtryk. Jeg husker det som at der gik ca. 3 timer, hvor vi holdt stille, hvor der ikke skete noget, fordi beregningerne var nødt til at blive tjekket efter. Men så blev der sagt ”GO” og gearkassen kom op. Og så lander vi den på de sko, den skulle stå på. Og når man lander sådan én, så styrer man nøjagtig ned til hvor den skal stå. Der kan ikke være slup. Så han lander den præcist og sætter den med 100 kilos tryk. Så forestil dig at du står deroppe, ligesom nede i et hul, gearkassen står der. Nu står den der så, og Egon han siger ”GO”. Så begynder han at fire kranen af. I det samme så står jeg og kigger op på kanten af møllehatten, og i baggrunden ser jeg gittermasten til kranen, altså hele den kæmpehøje kran, som rager 35 meter op i luften over os glide bagud. Jeg tænker ikke på, at der lige har været 25 tons i og at den har været forspændt. Så da han firer af, giver den virkelig efter og jeg tænker: vælter vi nu? Jeg tror vi kan gå op i møllen i dag og se mærkerne på hatten, hvor jeg holdt fast - jeg troede det var møllen der væltede.
Det hele var kæmpe stort. Vi havde selv lavet hatten og tårnet og alle de andre forskellige ting. Vi havde selv lavet det hele, og lige pludselig, så stod det sin prøve.
Bagefter fik vi akslen op. Akslen vejede 40 tons sammen med navet. Og så skulle vi have vingerne op, men det blæste hele tiden – vindmåleren stod aldrig stille. Så besluttede vi, at nu ville vi bestille kranen og så måtte den holde der, indtil det blev vindstille. Stille nok til vingerne kunne komme op. Den nat hvor kranen var færdigmonteret, blev det totalt vindstille, i 1½ døgn. Fuldstændig. Det var helt surrealistisk. Så gik vi i gang, og på de 1½ døgn nåede vi at få vingerne op. Der er altså 160 bolte i hver vingerod, der skal spændes. Jeg kan huske den første – jeg lå og tog imod oppe i navet. Ved den første bolt skulle vi bare dreje navet en lille smule for at den passede, næste gang var det kun et halvt boltehul, og til sidst da passede det fuldstændigt. Da den 3. vinge kom ind, kunne vi bare begynde at ploppe boltene i og begynde at spænde. Det var dygtigt gjort af dem der stod og målte op nedefra. Efter de 1½ døgn, så blæste det igen. Jeg kan huske, vi havde en guitar hængende, og det var nøjagtigt som at komme ud at sejle. Vi havde jo vidst at tårnet skulle kunne gi’ sig, men indtil nu havde det hele været helt stift, intet havde bevæget sig, men lige så snart de kæmpe vinger kom op, så stod det hele og gyngede når det blæste godt.
Samtidig med vi byggede møllen, lavede PTG deres PTG vindmølle. Her må jeg korrigere Preben Maegaard lidt. Den var på 22 kW.
Vi satte den op på et 18 meter højt gittermast tårn med barduner, og så testede vi den. Jeg kan love jer for vi testede. Vi testede jeg ved ikke hvor mange typer gearkasser. Indkoblingen var fra Electromatic. Vi testede kraftoverføringer, og jeg drejede rigtig mange af dem af og krympede akslerne på bøsningen og svejsede dem i enden. Kraftoverføringerne var bagtøjer fra lastbiler. Det var det vi brugte, og det blev der flere andre, der også brugte. Jeg har lavet adskillige af dem. Men som sagt testede vi.
Jeg kan huske én gang, hvor jeg var oppe i tårnet for at indregulere en skivebremse, og jeg sad inde i gittermast-tårnet og det blæste jævnt godt. Og møllen kørte op i omdrejninger og skivebremsen koblede ikke ind, og så ræsede møllen op i omdrejninger og jeg kunne overhovedet ikke se, hvad der var vinger eller hvad, og jeg tænkte: nu er mit sidste minut kommet. Det suste og blæste og det var i sidste øjeblik, og så at se bremse-armen bevæge sig ud, ja det virkede som timer, men selvfølgelig kom den. Den nåede dog at blive rødglødende.  
Det at vi testede så mange forskellige ting, gearkasse og alle andre komponenter, det kunne vi give ud, kvit og frit, til folk via Vestjydsk Energikontor.
Til slut vil jeg gerne sige tak. - Tak for en rigtig god tid. Jeg vil gerne sige tak til Lærergruppen for at det kunne lade sig gøre. Jeg vil gerne sige tak til Mølleholdet og den ånd der var, den fantastiske ånd. Jeg kan ikke mindes én gang, hvor vi tvivlede på om det kunne lykkes. Ikke én gang. Og så vil jeg gerne sige særlig tak til Ole Friis for god ledelse på holdet, for høj kvalitet, ansvarlighed og godt håndværk i øjenhøjde. Tak for det.